Medmindre andet følger af udtrykkelig, skriftlig aftale mellem Tropica Aquarium Plants A/S, herefter ”sælger”, og køber, sker enhver leverance på grundlag af nærværende salgs- og leveringsbetingelser, der således udgør en integreret del af aftalegrundlaget mellem sælger og køber.
Ingen fravigelse fra salgs- og leveringsbetingelserne kan betragtes som vedtaget, medmindre fravigelsen er specifikt og skriftligt bekræftet af sælger.
Salgs- og leveringsbetingelserne gælder uanset eventuelle modstående eller afvigende bestemmelser i den af køber afgivne ordre, herunder købers eventuelle almindelige betingelser, bekræftelser eller andre af køber udfærdigede dokumenter uanset på hvilket tidspunkt, køber har fremsendt disse. Sælgers undladelse af at gøre indsigelse mod indholdet af sådanne dokumenter kan ikke betragtes som sælgers accept af, at bestemmelserne i nærværende salgs- og leveringsbetingelser er fraveget.
2. Ordrer og priser
Priser beregnes i overensstemmelse med availability list gældende på det tidspunkt, hvor køber afgiver sin ordre.
Alle priser opgives ekskl. moms med leveringsbetingelser Ex Works (Incoterms 2020).
Varer tilbydes med forbehold for mellemsalg. Sælger tager forbehold for udsolgte varer, svigtende levering fra sælgers underleverandører og trykfejl.
Endelig aftale mellem køber og sælger foreligger først, når sælger har færdigpakket leverancen.
3. Annullation
Købers annullering af en afgivet ordre accepteres kun efter udtrykkelig aftale med sælger.
4. Levering, undersøgelsespligt og reklamation
Et af sælger oplyst leveringstidspunkt er alene vejledende.
Leveringsbetingelser er Ex Works (Incoterms 2020), medmindre sælger påtager sig at sende leverancen.
Sælger påtager sig kun at sende leverancer ved udtrykkelig, skriftlig aftale med køber herom. Sælger fakturerer køber herfor. Al transport sker med sælgers sædvanlige transportmiddel- og rute.
Ved forsendelse af planter og Plant Care til levering inden for EU/EØS er leveringsbetingelser DAP (Incoterms 2020) købers adresse, medmindre andet konkret er aftalt skriftligt mellem sælger og køber. Levering anses for sket, når leverancen stilles til rådighed for køber for aflæsning, og køber bærer derfor risikoen ved aflæsning.
Ved forsendelse af planter til levering uden for EU/EØS er leveringsbetingelser CPT (Incoterms 2020) købers adresse, medmindre andet konkret er aftalt skriftligt mellem sælger og køber. Levering anses for sket ved leverancens overgivelse til den første fragtfører, og køber bærer således risikoen for leverancen under transport.
Leveringsbetingelserne for forsendelse af Plant Care til levering uden for EU/EØS fastlægges efter nærmere, skriftlig aftale mellem sælger og køber.
I forbindelse med modtagelse af leverancen er køber forpligtiget til at kontrollere, at leverancen er i hel og ubeskadiget stand. Såfremt det ikke er tilfældet, skal køber straks meddele dette ved påtegning på fragtbrev til chaufføren og direkte skriftligt til sælger med billeddokumentation. Gør køber ikke indsigelse straks i forbindelse med modtagelse af leverancen, kan der ikke senere reklameres over synlige mangler.
For øvrige mangler gælder, at køber over for sælger skal gøre skriftlig indsigelse herom med billeddokumentation hurtigst muligt og senest 3 dage efter modtagelse af leverancen. Manglende rettidig indsigelse medfører tab af købers ret til at fremsætte mangelsindsigelse for mangler, som køber kunne eller burde have opdaget på dette tidspunkt.
Køber henvises til at følge guides til anvendelse og pasning af leverancen, som kan findes på sælgers hjemmeside, og til selv at indhente fornødne oplysninger herom. Det er købers ansvar at anvende og passe leverancen på en sådan måde, at leverancen ikke beskadiges.
5. Fordringshavermora
Såfremt levering ikke kan ske på grund af købers forhold, er sælger berettiget til at fremsende faktura, som hvis levering var sket. Risikoen for leverancen overgår til køber, som om levering var sket.
Køber er endvidere forpligtiget til at godtgøre sælgers omkostninger og eventuelle tab, som sælger måtte lide som følge af, at levering ikke kan ske på grund af købers forhold.
6. Betaling, ejendomsforbehold og sikkerhedsstillelse
Betalingsbetingelserne fremgår af fakturaen. Såfremt køber ikke overholder betalingsbetingelserne, skal køber betale renter i overensstemmelse med rentelovens regler og med rentelovens rentesats, medmindre der i fakturaen er angivet en højere rentesats.
Køber bedes forsyne alle indbetalinger med kundenavn og fakturanummer. Bankoplysninger til indbetaling fremgår af fakturaen.
Ved overskridelse af en betalingsfrist påbegynder sælger sin rykkerprocedure.
Såfremt køber er i misligholdelse med sine betalingsforpligtigelser vedrørende en eller flere leverancer, er sælger berettiget til at tilbageholde alle yderligere leverancer til køber, uanset om leverancerne har en indbyrdes sammenhæng, ligesom sælger kan spærre købers konto hos sælger.
Køber er under ingen omstændigheder berettiget til at foretage modregning i sælgers krav på betaling eller i øvrigt tilbageholde betaling til sikkerhed for et eventuelt krav mod sælger.
Sælger bevarer ejendomsretten til leverancen, uanset om levering har fundet sted, indtil hele købesummen og eventuelle renter og øvrige omkostninger er betalt.
Sælger er til enhver tid i forbindelse med eller efter ordrens modtagelse berettiget til over for køber at kræve betryggende sikkerhedsstillelse for købesummens, renternes og øvrige omkostningers rettidige betaling.
7. Behandling af personoplysninger
Sælgers behandling af personoplysninger sker i henhold til dansk rets regler herom. Der henvises til sælgers privatlivspolitik, der kan findes på sælgers hjemmeside.
8. Immaterielle rettigheder
Alle immaterielle rettigheder vedrørende leverancen tilhører sælger.
9. Ansvar for mangler
Såfremt en leverance er mangelfuld, og køber reklamerer rettidigt, vil sælger, efter sælgers valg, udstede kreditnota på den del af leverancen, der er mangelfuld, eller foretage omlevering af den del af leverancen, der er mangelfuld, i forbindelse med levering af købers næste ordre.
Køber kan ikke derudover gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod sælger, herunder kan køber ikke fremsætte krav om erstatning mod sælger.
10. Ansvar for forsinkelse
Sælger er ikke ansvarlig for forsinkelse. Køber kan derfor ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod sælger i anledning af forsinkelse, herunder kan køber ikke fremsætte krav om erstatning mod sælger.
Sælger er ikke ansvarlig for forsinkelse, som opstår under transport af leverancen. Køber kan derfor ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod sælger i anledning af forsinkelse, som opstår under transport, herunder kan køber ikke fremsætte krav om erstatning mod sælger.
Såfremt sælger bærer risikoen for leverancen under transport, og leverancen bliver beskadiget eller forringet som følge af forsinkelse under transport, og køber reklamerer rettidigt, vil sælger, efter sælgers valg, udstede kreditnota på den del af leverancen, der er beskadiget eller forringet, eller foretage omlevering af den del af leverancen, der er beskadiget eller forringet, i forbindelse med levering af købers næste ordre. Køber kan ikke derudover gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod sælger, herunder kan køber ikke fremsætte krav om erstatning mod sælger.
11. Force majeure
I tilfælde af at sælgers levering, mangelfri levering eller rettidige levering bliver hindret eller forsinket af begivenheder uden for sælgers kontrol, som sælger ikke kunne forudse, og som sælger ikke kan overvinde, er der tale om en force majeure-situation, som ikke udgør sælgers misligholdelse i forhold til køber.
Force majeure situationer udgør herunder, men er ikke begrænset til, krig, terror, brand, arbejdskonflikt, importrestriktioner, eksportrestriktioner, driftsforstyrrelser, transportvanskeligheder, mangel på råvarer, usædvanlige naturbegivenheder, vejrlig, sygdomsudbrud, epidemi, pandemi, statslige indgreb og påbud eller forbud, som påvirker driften hos sælger og/eller sælgers underleverandører.
Indtræffer en force majeure-situation, kan sælger efter eget valg ved skriftlig meddelelse, som sendes til køber hurtigst muligt, udskyde levering med det antal dage, force majeure-situationen varer, eller helt eller delvist annullere købers ordre.
12. Produktansvar
Sælger er ansvarlig for produktskader efter dansk rets almindelige regler, dog således at sælgers ansvar er beløbsmæssigt begrænset, så erstatning ikke kan overstige 500.000 kr. pr. produktskade.
Sælger kan aldrig gøres ansvarlig for følgeskader og konsekvenstab.
Sælger kan aldrig gøres ansvarlig for driftstab, avancetab, tidstab, tab af goodwill eller andet indirekte og/eller ikke-økonomisk tab.
Hvis sælger måtte blive pålagt ansvar for produktskader i forhold til tredjemand, er køber forpligtet til at holde sælger skadesløs for det ansvar, som sælger måtte blive pålagt, og som er videregående end sælgers ansvar efter ovenstående bestemmelser.
Køber er forpligtet til at lade sig sagsøge ved samme domstol, som behandler erstatningskrav mod sælger fra tredjemand i anledning af sælgers leverance til køber.
13. Lovvalg og værneting
Tvister om sælgers leverance, ordren, aftalegrundlaget og herunder disse salgs- og leveringsbetingelser er underlagt dansk ret bortset fra dansk rets internationale privatretlige regler og CISG.
Retssag mod sælger skal anlægges ved Retten i Aarhus.
Retssag mod køber kan anlægges ved Retten i Aarhus eller ved købers hjemting efter sælgers valg.
Senest opdateret 16. marts 2021