Pumpe og filter skal skabe vandcirkulation i akvariet, rense vandet for småpartikler og skabe den mikrobiologi, som bringer akvariet i biologisk balance og dermed gør det stabilt.
Pumpen består af en lille, eldrevet propel, som pumper vandet rundt. Kapaciteten er angivet i liter per time. Vi anbefaler at vandet skiftes 3-5 gange per time (150L akvarium - kapacitet 450 til 750 liter per time) både for at få en god rensning for ikke mindst at sikre vandcirkulationen i akvariet.
Filteret er oftest monteret som en integreret del, umiddelbart foran pumpen. Filteret består af et lag meget fint vat (oftest af plastmateriale), som opfanger småpartikler og derfor skal skylles rent manuelt med mellemrum. Bag eller under dette ligger det grove materiale (af plast eller keramik) som skaber en stor overflade, hvor mikrobiologi kan fæstne sig i det strømmende vand. Der kan også tilføres aktive materialer (eksempelvis knust lava og organisk kul) som kan påvirke vandets kemi.
Pumpe og filter findes til montering inde i akvariet (internt) eller montering udenfor akvariet (eksternt) f.eks. i et underskab. Nogle akvarier har indbygget filter og pumpe i bagvæg eller hjørnepanel.
Uanset hvilket type filter du anvender, skal filtermaterialet renes med jævne mellemrum (1 gang om måneden eller lidt sjældnere). Det gøres nemmes ved at vaske filtersvampen under lunken vand; pas på det ikke er for varmt for så dræber man de gavnlige bakterier. Anvender dit filter vat, skal du bare skiftet vattet ud.
Vandskifte
Vandskifte i akvariet har til formål at fjerne affaldsstoffer og overskud af næringsstoffer, som ophober sig i vandet. Disse stoffer stammer fra fodring, ekskrementer, dødt materiale og gødning og kan forårsage ubalance i akvariet.
Under opstart er akvariet særlig sårbart overfor ophobning af affald og næringsstoffer. Op til 50% vandskifte 2 gange om ugen de første 3 uger sikrer rent vand. Senere, når der opnået biologisk balance i akvariet, er akvariet mindre sårbart overfor ophobning. Derfor er ugentligt vandskifte på ca. 30% tilstrækkeligt, og under ferie klarer akvariet også 2-3 uger uden vandskifte.
Sådan gør du
1) Rengør ruderne med en blød svamp og/eller en skraber
2) Sluk for pumpe og varmelegeme
3) Vær klar med en spand, som vandet kan løbe ned i (evt. direkte til afløb)
4) Stik den anden ende af slangen ned i akvariet og sug! Herefter klarer hævertprincippet resten. Et stykke haveslangetype kan fint bruges.
5) Påfyld frisk vand fra den kolde hane enten med en slange direkte fra hanen eller med en stor vandkande. Det er vigtigt at vandet hældes ned på en underkop eller lignende for at undgå at grus hvirvles op.
6) Tænd for pumpe og varmelegeme igen og kontroller at pumpen kører (ofte skal den hjælpes i gang, hvis den har suget luft).
Du kan se en video om hvordan du nemt skifter vandet her.
Temperatur
Temperaturen i akvariet er afgørende for dyr og planters stofskifte - og dermed om de trives. For lave temperaturer nedsætter livsprocesserne medens for høje sætter dem op i tempo. Begge dele er skadeligt og temperaturen må derfor kontrolleres og styres.
Der findes flere varmekilder i form af f.eks. kabler i bundlaget eller varmelegemer (evt. integreret i pumpen). Derudover frigiver al teknik, f.eks. lyskilde og pumpe, varme til vandet, ligesom rumtemperaturen har stor indflydelse på vandtemperaturen i akvariet. En termostat i varmekilden er nødvendig, så den ønskede temperatur i akvariet kan holdes stabil. Der findes kølemaskiner som tilsvarende kan sænke temperaturen.
Langt hovedparten af Tropica's planter trives fint ved 22-24 grader (som er den oftest anbefalede temperatur til akvarier). Ved højere temperatur, f.eks. af hensyn ti l fisk, kan kun et begrænset udvalg af planter anvendes (se link). Ved stigende temperatur falder iltmængden i vandet, til skade for fiskene, og de fleste planter vil mistrives. Algerne kan dog generelt drage fordel heraf og vil stortrives, og blot et par døgn med højere temperatur kan give svæv og trådalger i akvariet.