Algeforebyggelse

Algeædere - sørg for altid at have en alsidig bestand af algeædere i dit akvarie. De forskellige typer af rejer, snegle og algeædende fisk fortrækker forskellige typer alger, og jo flere forskellige typer du har, jo mindre er risikoen for at en bestemt algetype får overtaget i dit akvarie. En god bestand af algeædere i akvariet er den bedste måde at forbygge algeproblemer på. Der vil altid være alger tilstede i akvariet, og uden nogen til at spise dem vil de til syvende og sidst blive dominerende og skæmmende. På Tropica har vi rigtig god erfaring med nedenstående eksempler på algeædende rejer og fisk, og vi anbefaler at have en god blanding af algeædere, da dyrene ofte fortrækker forskellige typer alger. Derved sikrer man alle typer alger bliver spist i takst med at de vokser frem.

Vandskifte - et af de mest effektive midler mod algeproblemer. Vandskiftet sørger for at overskud af næring ikke ophobes i akvariet.

Lyskontrol - Tropica anbefaler at du ikke har mere end 10 timers lys på dit akvarie. Brug et tænd-sluk-ur så du ikke skal huske at tænde og slukke for akvariet - og husk at kontrollere med jævne mellemrum at det faktisk virker.

Moderat fodring - årsag nr. 1 til algeproblemer er overfodring eller en alt for stor fiskebestand. Tropica anbefaler at du maksimum har 1 cm fisk per L vand i akvariet, og gerne mindre.

Undgå for høj temperatur - temperaturer over ca. 26 °C giver næsten altid anledning til algeproblemer. Specielt trådalger er varmeelskende, så har du problemer med alger bør du prøve at sænke temperaturen til 22 °C eller mindre.

Fjern de gamle blade før der begynder at vokse alger på dem! Når bladene dør, taber de langsomt de næringsstoffer som sidder i vævet, og dem kan algerne bruge. Derfor bør du hver uge fjerne gamle blade, så de ikke giver anledning til algeproblemer.